September 24, 2012 in Nyheder

Reeperbahn Festival 2012

Jeg havde egentlig ikke regnet med, at jeg skulle forbi Hamburg i år, men for knap en uge siden dumpede der en mail fra Naz Promotions ind. De ville gerne invitere yours truly med på en pressetur arrangeret af Hamburg Marketing med udgangspunkt i Reeperbahn Festival. Det takkede jeg selvfølgelig ja til og torsdag middag gik turen mod Nordtyskland.

 

Jeg checker ind på Superbude, hvor jeg skal bo sammen med et par svenskere, mødes med arrangørerne af turen og bliver derefter eskorteret til den berygtede Reeperbahn. Det er mit første besøg i Hamburg, men jeg har hørt mange rygter om, hvordan det er at færdes på Reeperbahn. Ikke desto mindre syntes jeg, at der var overraskende rent og fint.

Graham Coxon - Reeperbahnfestival 2012

Efter en kort middag går turen mod Docks, hvor britpop legenden Graham Coxon spiller. Efter et par numre bliver John fra Naz og jeg dog enige om, at vores tid er brugt bedre andetsteds så vi vandrer mod ‘Uebel & Gefährlich’, der ganske vist ligger et par hundrede meter fra selve Reeperbahn. Der er i den grad tale om et specielt koncertsted, som jeg vil anbefale at besøge, hvis man er på de kanter udelukkende for at opleve atmosfæren. Her spiller Fraktus, der eftersigende er legender i techno-verdenen. Vi morer os da også mægtigt over dem, får et par øl og går videre ud i Hamburgs natteliv.

 

Fredag morgen står den på en sejltur rundt i den gigantiske havn, hvor en af hovedmændende bag Wacken Open Air fortæller om deres metal-festival. Det var muligvis interessant, jeg var mest interesseret i min udleverede Wacken-goodiebag, som bl.a. indeholdt en affaldspose. Efterfølgende spiser vi brunch med talsmanden fra Reeperbahn Festival og et par andre vigtige folk. Jeg sidder ved siden af Hr Talsmand og får et indblik i festivalens historie og struktur.

Reeperbahn Festival er noget speciel i forhold til, hvad vi normalt forbinder med en festival. Koncerterne foregår på forskellige clubs, pubs og små venues omkring den legendariske festgade. Et armbånd koster 65 euro og gælder til alle arrangementer fra torsdag-lørdag.

 

Efter brunch skal vi på en guidet Beatles-tour. Her ser vi, hvor de fire gentlemen fra Merseyside boede, spillede og festede da de boede i Hamburg. En speciel oplevelse, der kan anbefales, hvis man er bare det mindste fan af Beatles. Eftermiddagen tilbringer jeg med et par britiske journalister og PR-folk, hvor vi over en øl udveksler røverhistorier og griner lidt af tyskernes ringe engelsk-evner. Røverhistorier er der desuden nok af, når branchefolk fra hele Europa hænger ud en hel weekend.

 

Fredag aften på Reeperbahn Festival vil for evigt være printet i min sjæl som en af de mest legendariske aftener nogensinde. Jeg ved ikke engang, hvad jeg skal skrive. Jeg så et par Undertones numre, drak shots, sang The Smiths, tabte bordfodbold til fake-Chris, stjal en t-shirt fra Molotow og fornærmede alt for mange mennesker omkring mig. Fantastisk aften.

Lørdag når jeg kun at se lidt af Temper Trap og velkendte Floor Is Made of Lava, hvis nye numre imponerede mig.

 

Reeperbahn Festival kan i allerhøjeste grad anbefales ligesom Hamburg virker som en ganske fornuftig by at spendere et par dage i. Festivalen er billig, nem at komme til og der er en god chance for at se bands, som med stor sandsynlighed bliver velkendte et par år efter deres optræden – og rigtig mange bands, som aldrig kommer til at spille andre steder end foran 20 mennesker i en tysk kælder.

Slutteligt vil jeg sende en tak til britpop legenden John for invitationen og en undskyldning til sammes kæreste fordi han ikke var god til at ringe hjem. Skylden er udelukkende min, Becks og Disarrono.

Alle billeder er udlånt fra Reeperbahn Festival.

Posted by and tagged as

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *