Kun 34 år efter gennembruddet i 1977 kom punken til Odense. Dog kun for en aften.
Tirsdag 6. september var knap 50 fremmødte odenseanere vidner til et foredrag med Jan Poulsen, forfatter af ‘Something Rotten‘. På jazz-klubben Dexter var der lagt op til en aften i punkens tegn – og vi fik, hvad vi kom efter.
Jan Poulsen var med fra dag 1, da punken kom til Danmark. Han lægger selv ud med Sex Pistols første koncert i Danmark 13. juli 1977. Han var med, men blev, ligesom Martin Hall, nægtet adgang på grund af sin klejne størrelse. Sex Pistols-koncerten kickstartede dog den københavnske punk-scene, der i løbet af de næste år voksede og voksede.
Det er fantastisk interessant at lytte til foredraget, der indeholder enormt mange spændende personlige beretninger fra en tid, der kan være svær at sætte sig ind i. Om ikke andet fortæller Jan Poulsen med en energi, der efterlader de fremmødte med blikket stift rettet mod den lille scene på Dexter.
Vi hører om, hvordan Danmarks første punk-band (ta’ den, No Knox!), Sods, spillede den første punk-koncert i Danmark på Rødovre Statsskole kl 10 om formiddagen. Om pladebutikken ‘Superlove’, hvor Poulsen arbejdede, der blev et lille samlingssted for københavnske punks på jagt efter ny musik. Man mærker tydeligt, at dagens taler ikke blot har læst en masse om en tid – han var der og han var en del af miljøet. Faktisk var Jan Poulsen for en meget kort stund del af en supergruppe bestående af bl.a. Fritz Fatal og Steen Jørgensen, en gruppe der dog hurtigt blev opløst, hvorefter Hr. Fatal dannede Before og Steen Jørgensen fortsatte i Sods, som senere blev til Sort Sol.
Udgangspunktet for aftenen er bogen ‘Something Rotten’, der blev udgivet sidste år. Bogen er skrevet som en citat-samling baseret på interviews med over 60 punks, der oplevede punken i Danmark fra første parket. Bl.a. er der masser af guf fra Camilla Høiby, Peter Peter, Martin Hall, Steen Jørgensen og mange flere. Bogen kan købes online på Saxo.com
Something is rotten in the state of Denmark
Det var et fantastisk arrangement, der efterlader undertegnede med en lyst til at gå ud og bedrive noget i livet. Inspireret af de danske punks har jeg nu lyst til at stable nogen fede koncerter på benene i min by, så der igen kommer noget for den minoritet af unge mennesker, der ikke gider høre forfærdelig overproduceret lorte-pop. Til gårsdagens foredrag kom Jan Poulsen kort ind på Odenses rolle i punk-miljøet – den var nærmest ikke eksisterende.
Der er ikke sket en skid siden da. Odense er et mekka for størstedelen af den danske ungdom, der nyder at gå på Den Glade Viking & A-Bar, hvor de kan lytte til ækel ‘musik’ mens de drikker deres mokai. Men for den del, der har lyst til noget andet, er der ikke meget at gøre. Så kan man tage et smut forbi Boogies, der trods alt har et mere varieret musikvalg. Eller på Klub Golem, på Kulturmaskinen, hvor man helst skal være klædt ud og malet som en anden Jan Jet i hovedet.
Lige nu er jeg en del af en kedelig ungdom. Jeg gør ikke noget ved det, som de unge i slut-70’erne. Det er sikkert kendetegnende for min generation. Vi vil så gerne bedrive noget, men det er så meget nemmere at blive hjemme ved computeren og skrive artikler til internettet om, hvor dårlige forhold vi har…
Se billeder fra TemaTirsdag her
Posted by Kristoffer Føns and tagged as Jan Poulsen, Punk