January 30, 2014 in Introducerer

Damon Albarn – Everyday Robots

Damon Albarn Everyday Robots
Damon Albarn er uden tvivl den britpopper, der har genopfundet sig selv flest gange. Verden stiftede første gang bekendtskab med den charmerende brite, da Blur i 90’erne bragede igennem med hits som ‘Parklife’, ‘Girls & Boys’ og den udødelige ‘Song 2’. I 1998 tog Albarns musikalske karriere en ny drejning, da han sammen med Jamie Hewlett skabte Gorillaz, der musikalsk gik i en helt anden retning end Blur og britpop.

I 2006, hvor fremtiden for Blur så mildest talt broget ud, blev supergruppen The Good, the Bad & The Queen startet af Albarn og bl.a. tidl. medlemmer af The Clash og The Verve. Siden har både Gorillaz og Blur været tilbage på scenen. Undertegnede oplevede sidstnævnte på Sziget Festival 2013, hvilket var en fantastisk oplevelse.

Nu er Damon Albarn klar med sit første deciderede solo-album, Everyday Robots, der udkommer 28. april. Everyday Robots er også navnet på albummets førstesingle, der er ude nu:

Albarn er allerede på plakaten til bl.a. belgiske Rock Werchter og engelske Latitude Festival, der bliver ikonets eneste festivaloptræden i hjemlandet i 2014. Han har udtalt, at han vil spille numre fra hele sit imponerende bagkatolog, der altså både tæller Blur, Gorillaz og The Good, the Bad & The Queen.

Hans første solo-optræden i 2014 foregik til en YouTube-event i forbindelse med Sundance Film Festival i Utah. Setlisten til dette low-key arrangement så således ud:

‘Lonely Press Play’
‘Everyday Robots’
‘Hollow Ponds’
‘Hostiles’
‘You And Me’
‘Melancholy Hill’ (Gorillaz)
‘To the End’ (Blur)

Om den 45-årige brite kommer forbi Danmark i år ved vi af gode grunde ikke endnu. Det er dog værd at lægge mærke til, at han (eller nok snarere hans management) målrettede et opslag til danske fans.

Damon vs Danmark

Posted by and tagged as ,

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *