Meantime.dk

NorthSide Festival 2011 er nu overstået. Her kan du læse en personlig beretning fra lørdagen i Ådalen, hvor bl.a. The Floor Is Made of Lava, The Streets og White Lies spillede op til dans. Meantime’s Kristoffer Føns fortæller her, hvordan han oplevede lørdagen i Ådalen.

Det er med en fantastisk følelse, jeg entrerer NorthSide Festival 2011. Godt nok har jeg blæren fyldt med en substans, der engang var Odense Classic, men på trods af trængen til at storme mod nærmeste toilet, observerer jeg graffiti-kunstnerne udsmykkke vejen ind til selve pladsen. Herligt tiltag af folkene bag NorthSide, graffiti er fedt.

I dag står den på velkendte The Floor Is Made Of Lava, et farvel til The Streets og late night concert med White Lies. Derudover må jeg hellere få kigget lidt på Editors, som jeg egentlig aldrig har brudt mig om, men som mange af mine faste koncertvenner anbefaler.

The Floor Is Made Of Lava – Scene 1 kl 14

En fadøl i hånden og hurtigt hen foran scene 1, hvor jorden snart bliver giftig. Det må være forfærdeligt at skulle spille rock-koncert kl 14 om eftermiddagen. Kunne TFIMOL og Tina Dickow ikke lige have byttet, så hun kunne hygge sig kl 14 og vi andre kunne høre rock og rul om aftenen.

Nå men, nu står den altså på eftermiddagskoncert med The Floor Is Made Of Lava. De gør det godt, drengene fra Esbjerg. Jeg har efterhånden set en del koncerter med gruppen, men det er stadig spændende, fedt og intenst. På trods af det utaknemmelige spilletidspunkt er publikum nogenlunde friske på fest og dans. ‘Do Your Sister’ fra bandets første album får publikum i gang med dansen, på scenen forløber alt som det skal. Forsanger Tobias Kippenberger hyggesnakker med folket og det er tydeligt at se, at bandet virkelig nyder at spille musik. ‘All Outta Love’, der vel kan beskrives som TFIMOL’s endelig gennembrudssang, bliver spillet særdeles tight og får naturligt en fantastisk modtagelse af de mange fremmødte publikummer.

Editors – Scene 1 kl 18.30

Eftermiddagen gik med silende, forfærdelig regn og Veto – to ting, der passer som fod i hose. Da Editors går på scenen regner det stadig lidt, men alligevel har folket efterhånden forladt de overdækkede telte og er trådt frem for at se, hvad de britiske post-punkere har i posen. Som tidligere nævnt har jeg aldrig brudt mig synderligt om Editors. Jeg hørte dem kun af nøds, da jeg overvejede at kigge forbi en koncert udelukkende pga. opvarmningsbandet (The Maccabees), men de overrasker mig positivt i Ådalen. I starten af koncerten står jeg stille og roligt og kigger på forsanger Tom Smith, der spiller lidt guitar og synger lidt sang – ikke specielt oprivende. Efterhånden som koncerten skrider frem bliver der dog spillet god gedigen post-punk, referencerne til 80’ernes bands er til at tage og føle på. Jeg står og tænker, at jeg hellere må få hørt noget Editors, når jeg kommer hjem.

The Streets – Scene 1 kl 21 

Søvnige Mike og højrehånden Kevin er fantastiske. Det er højst sandsynligt The Streets´ sidste danske koncert nogensinde, og den forløber eminent. Det første Skinner gør, er at vende en monitor på højkant, så han ellers kan stå højt hævet over folket og lave sine karakteristiske hop. Oppe foran scenen koger det allerede over under settets anden sang ‘Dont Mug Yourself’ fra debutalbummet ‘Original Pirate Material’. De første rækker rapper med og hopper som besatte – som det skal være. Samspillet mellem Mike Skinner og Kevin Mark Trail fungerer glimrende og man fornemmer virkelig, at der er tale om en konstellation, der har mange koncerter på bagen.

Da den hurtige ‘Fit But You Know It’ kommer, koger det hele fuldstændigt over. Sangen er som skabt til fest og dans, og danset bliver der. På scenen fortsætter Skinner med at skiftevis være energisk overalt på scenen og ellers stå som kongen af NorthSide på sin monitor (før han sætter i et kæmpehop og lander sikkert på den scene, hvor han bare passer helt fantastisk ind).

Der er selvfølgelig også plads til det velkendte ‘sæt jer ned og hop op og giv den gas’ under ‘Blinded By The Lights’ – det syder og koger i Ådalen.

Helt vanvittigt bliver det under sidste sang, der noget overraskende er ‘Going Through Hell’ fra Streets´ nyeste album. Skinner opfordrer til mosh pit, et ønske der bliver efterlevet af de friske unge mænd foran scenen. Jeg er naturligvis med, og bliver lidt varm om hjertet over, hvor godt der egentlig bliver passet på hinanden. Når man ryger ned, bliver man lynhurtigt hjulpet op igen.

Skinner skal selvfølgelig også lige ud og crowdsurfe, hvorefter han på scenen takker af. Farvel til The Streets og tak for alt.

White Lies – Scene 1 kl 23

Jeg har fået hørt noget White Lies før NorthSide 2011 og indtager en central plads foran scenen med et par kammerater. Vi er klar til at give den gas. White Lies kommer på. De spiller godt, men det lyder helt vanvittigt meget som på deres albums. Det er ganske enkelt kedeligt, at se bandet spille deres mørke post-punk. Lyset skinner ind på musikerne på en måde, der sender tankerne tilbage til et vist post-punk band fra Manchester, som havde kortvarig succes før forsangeren tog sit liv.

Under koncerten tænker jeg over, at sammenligningen med Joy Division er en hån mod Curtis, Hook, Sumner & Morris – middelmådige White Lies bør simpelthen ikke sammenlignes med legendariske og storslåede Joy Division.

De spiller fint og publikum virker tilfredse, men gud, hvor er det dog kedeligt!

Læs om søndag på NorthSide Festival, der stod på The Vaccines, Interpol og Suede.