Tag Archives: northside festival

NorthSide præsenterer ny app

NorthSide Festival har præsenteret en ny app, der giver en fantastisk overblik over den aarhusianske festival. Talsmand for festivalen, John Fogde, gennemgår i denne video den nye NorthSide-app. Read More…

Arctic Monkeys til NorthSide Festival 2013

Arctic Monkeys NorthSide Festival  Arctic Monkeys har været en halv time hurtigere ude end NorthSide og har netop afsløret, at de gæster Aarhus til juni.

Sidst Sheffield-aberne spillede i Danmark, var på Roskilde Festivals Orange Scene i 2011, hvor vi også var til stede.

Udover Arctic Monkeys er også the Flaming Lips, Band of Horses, Trentemøller og Nephew indtil videre på plakaten til NorthSide Festival 2013.

The Cure til NorthSide Festival? Opdateret: Nej…

Aarhusianske NorthSide Festival fik sidste år danske musikelskere op af stolen to dage i juni. I år er der udvidet med en tredje dag og legendariske Stone Roses er på plads.

Nu kunne noget dog tyde på, at Stone Roses ikke bliver de eneste britiske legender, der optræder i Aarhus i juni.

NorthSide samarbejder nemlig med svenske Hultsfred Festival og de to tyske SouthSide og Hurricane Festival. Allerede nu ser programmet for de fire festivaler ens ud, med gengangere som føromtalte Stone Roses, The Kooks og Justice.

I dag afslørede The Cure, at de spiller på Hultsfred, SouthSide og Hurricane.

Så kære NorthSide, nu har I sørget for, at Robert Smith & Co også lægger vejen forbi Aarhus, ikk’?

Opdateret: John Fogde fra NorthSide Festival har netop udtalt i et interview, at The Cure ikke spiller på NorthSide 2012. 

Del 1: NorthSide Festival 2011

NorthSide Festival 2011NorthSide Festival 2011 er nu overstået. Her kan du læse en personlig beretning fra lørdagen i Ådalen, hvor bl.a. The Floor Is Made of Lava, The Streets og White Lies spillede op til dans. Meantime’s Kristoffer Føns fortæller her, hvordan han oplevede lørdagen i Ådalen.

Det er med en fantastisk følelse, jeg entrerer NorthSide Festival 2011. Godt nok har jeg blæren fyldt med en substans, der engang var Odense Classic, men på trods af trængen til at storme mod nærmeste toilet, observerer jeg graffiti-kunstnerne udsmykkke vejen ind til selve pladsen. Herligt tiltag af folkene bag NorthSide, graffiti er fedt.

I dag står den på velkendte The Floor Is Made Of Lava, et farvel til The Streets og late night concert med White Lies. Derudover må jeg hellere få kigget lidt på Editors, som jeg egentlig aldrig har brudt mig om, men som mange af mine faste koncertvenner anbefaler.

The Floor Is Made Of Lava – Scene 1 kl 14The Floor Is Made Of Lava

En fadøl i hånden og hurtigt hen foran scene 1, hvor jorden snart bliver giftig. Det må være forfærdeligt at skulle spille rock-koncert kl 14 om eftermiddagen. Kunne TFIMOL og Tina Dickow ikke lige have byttet, så hun kunne hygge sig kl 14 og vi andre kunne høre rock og rul om aftenen.

Nå men, nu står den altså på eftermiddagskoncert med The Floor Is Made Of Lava. De gør det godt, drengene fra Esbjerg. Jeg har efterhånden set en del koncerter med gruppen, men det er stadig spændende, fedt og intenst. På trods af det utaknemmelige spilletidspunkt er publikum nogenlunde friske på fest og dans. ‘Do Your Sister’ fra bandets første album får publikum i gang med dansen, på scenen forløber alt som det skal. Forsanger Tobias Kippenberger hyggesnakker med folket og det er tydeligt at se, at bandet virkelig nyder at spille musik. ‘All Outta Love’, der vel kan beskrives som TFIMOL’s endelig gennembrudssang, bliver spillet særdeles tight og får naturligt en fantastisk modtagelse af de mange fremmødte publikummer.

Editors – Scene 1 kl 18.30

Eftermiddagen gik med silende, forfærdelig regn og Veto – to ting, der passer som fod i hose. Da Editors går på scenen regner det stadig lidt, men alligevel har folket efterhånden forladt de overdækkede telte og er trådt frem for at se, hvad de britiske post-punkere har i posen. Som tidligere nævnt har jeg aldrig brudt mig synderligt om Editors. Jeg hørte dem kun af nøds, da jeg overvejede at kigge forbi en koncert udelukkende pga. opvarmningsbandet (The Maccabees), men de overrasker mig positivt i Ådalen. I starten af koncerten står jeg stille og roligt og kigger på forsanger Tom Smith, der spiller lidt guitar og synger lidt sang – ikke specielt oprivende. Efterhånden som koncerten skrider frem bliver der dog spillet god gedigen post-punk, referencerne til 80′ernes bands er til at tage og føle på. Jeg står og tænker, at jeg hellere må få hørt noget Editors, når jeg kommer hjem.

The Streets – Scene 1 kl 21 Mike Skinner

Søvnige Mike og højrehånden Kevin er fantastiske. Det er højst sandsynligt The Streets´ sidste danske koncert nogensinde, og den forløber eminent. Det første Skinner gør, er at vende en monitor på højkant, så han ellers kan stå højt hævet over folket og lave sine karakteristiske hop. Oppe foran scenen koger det allerede over under settets anden sang ‘Dont Mug Yourself’ fra debutalbummet ‘Original Pirate Material’. De første rækker rapper med og hopper som besatte – som det skal være. Samspillet mellem Mike Skinner og Kevin Mark Trail fungerer glimrende og man fornemmer virkelig, at der er tale om en konstellation, der har mange koncerter på bagen.

Da den hurtige ‘Fit But You Know It’ kommer, koger det hele fuldstændigt over. Sangen er som skabt til fest og dans, og danset bliver der. På scenen fortsætter Skinner med at skiftevis være energisk overalt på scenen og ellers stå som kongen af NorthSide på sin monitor (før han sætter i et kæmpehop og lander sikkert på den scene, hvor han bare passer helt fantastisk ind).

Der er selvfølgelig også plads til det velkendte ‘sæt jer ned og hop op og giv den gas’ under ‘Blinded By The Lights’ – det syder og koger i Ådalen.

Helt vanvittigt bliver det under sidste sang, der noget overraskende er ‘Going Through Hell’ fra Streets´ nyeste album. Skinner opfordrer til mosh pit, et ønske der bliver efterlevet af de friske unge mænd foran scenen. Jeg er naturligvis med, og bliver lidt varm om hjertet over, hvor godt der egentlig bliver passet på hinanden. Når man ryger ned, bliver man lynhurtigt hjulpet op igen.

Skinner skal selvfølgelig også lige ud og crowdsurfe, hvorefter han på scenen takker af. Farvel til The Streets og tak for alt.

White Lies – Scene 1 kl 23

Jeg har fået hørt noget White Lies før NorthSide 2011 og indtager en central plads foran scenen med et par kammerater. Vi er klar til at give den gas. White Lies kommer på. De spiller godt, men det lyder helt vanvittigt meget som på deres albums. Det er ganske enkelt kedeligt, at se bandet spille deres mørke post-punk. Lyset skinner ind på musikerne på en måde, der sender tankerne tilbage til et vist post-punk band fra Manchester, som havde kortvarig succes før forsangeren tog sit liv.

Under koncerten tænker jeg over, at sammenligningen med Joy Division er en hån mod Curtis, Hook, Sumner & Morris – middelmådige White Lies bør simpelthen ikke sammenlignes med legendariske og storslåede Joy Division.

De spiller fint og publikum virker tilfredse, men gud, hvor er det dog kedeligt!

Læs om søndag på NorthSide Festival, der stod på The Vaccines, Interpol og Suede.

Vind billetter til NorthSide Festival

NorthSide Festival

Vind billetter til NorthSide Festival 2011 her på Meantime.dk

I samarbejde med NorthSide Festival udlodder vi hermed 2 billetter til årets festival. På NorthSide 2011 spiller bl.a. Suede, White Lies, The Streets og The Vaccines.

Festivalen foregår 11.-12. juni i Aarhus og de 15.000 billetter, der er sat til salg, er meget tæt på at være udsolgt. Du har nu muligheden for at komme gratis på NorthSide Festival.

Det eneste du skal gøre for at deltage i konkurrencen, er at skrive en kommentar til dette indlæg, hvor du skriver hvilket band/kunstner du glæder dig mest til at se på årets festival.

Vinderne af konkurrencen vil blive annonceret på Meantime.dk’s Facebookside mandag 23. maj. Der bliver udtrukket to vindere, som hver modtager en billet.

 

Opdateret:

Konkurrencen er slut. Mette Larsen og Emil Lindkvist blev udtrukket og har fået besked pr. e-mail.

Endnu et band til NorthSide Festival

naked and famous

Endnu et band er nu kommet på plakaten til årets NorthSide Festival, hvor britisk rock hidtil har været særdeles dominerende. Der er tale om det australske band Naked and Famous, som nu også spiller i Aarhus 11. eller 12. juni.

Naked and Famous spillede på Loppen i København 27. marts i år, men er altså klar til at tage turen til Danmark igen om et par måneder. På NorthSide Festivals hjemmeside bliver Naked and Famous beskrevet således:

The Naked and Famous spiller en slags rock med inspiration fra post-punk tilsat elektroniske elementer og en stærk kvindelig lead-vokal, der leveres af Alisa Xayalith. Gruppen er opkaldt efter en linje i triphop-veteranen Trickys sang “Tricky Kid”, hvori han rapper: “Everybody wants to be naked and famous”. Bandet har udtalt, at navnet opsummerer alt det, de ikke vil med musikken – at sælge ud af sig selv for berømmelsens skyld.

På NorthSide Festival 2011 spiller bl.a.:

The Streets, Band of Horses, Suede, White Lies, Editors, The Vaccines, Interpol, The Floor is Made of Lava og Crystal Castles.

Interpol til NorthSide Festival

 

Interpol

Interpol med tidligere bassist, Carlos D

Det er ikke meget mere end en uges tid siden, NorthSide Festival løftede sløret for, at The Vaccines spiller på årets festival. Nu har den aarhusianske festival afsløret, at også Interpol kommer et smut forbi den jyske hovedstad til juni.

Interpol mistede sidste år deres bassist, Carlos D, som blev erstattet af Dave Pajo. For nylig mistede Interpol dog også sin nye bassist, der bliver erstattet af Brad Truax.

Interpol slog igennem i 2002, hvor deres debutalbum slog benene væk under såvel publikum som anmeldere. Siden har Interpol udgivet yderligere tre albums, det seneste ‘Interpol’ fra 2010.

Indtil videre kan følgende kunstnere bl.a. opleves på NorthSide Festival:

The Streets, Suede, Band of Horses, The Vaccines, White Lies og The Floor is Made of Lava.

Lyt til Interpol – Rest My Chemistry

The Vaccines til Northside Festival

The Vaccines

Northside Festival booker vitterligt navne til dette års festival på fuld gas. Det er ikke meget mere end et par uger siden, at det blev offentliggjort, at Suede kommer til Aarhus.

Nu har festivalen så netop fortalt sit publikum, at også den britiske kvartet, The Vaccines, giver koncert på Northside Festival 2011. The Vaccines spillede i går en udsolgt koncert på Lille Vega og hittet ‘Post Break Up Sex’ har bl.a. været ugens uundgåelige på P3. Nu får danskerne således endnu en chance for at opleve det stærkt hypede britiske band – i Aarhus 11.-12. juni 2011.

Bandet udkommer med deres debutalbum ‘What Did You Expect From The Vaccines?’ d. 21. marts.

Lyt til “Wrecking Bar (Ra Ra Ra)” herunder

Suede kommer til Aarhus

Suede

Norhside Festival  offentliggjorde for nyligt, at Mike Skinner og The Streets kommer et smut forbi Aarhus til juni. Nu har arrangørerne så trukket endnu en stor britisk kanin op af hatten, nemlig Suede. Suede blev efter mange års pause, (midlertidigt) gendannet i fjor, hvor de gav koncert på årets Skanderborg Festival.

I 2011 har bandet ikke planlagt specielt mange koncerter, hvorfor det forventes at det bliver Suedes eneste danske koncert i 2011 (og måske nogensinde, da gendannelsen, menes, blot at være midlertidig).

Northside Festival afholdes i Aarhus 11.-12. juni. Indtil videre spiller The Streets, Band of Horses, White Lies, De Eneste To, The Floor Is Made of Lava, Turboweekend, Tina Dickow og altså Suede.